Det var to meget kompetente sprogmennesker, som Modersmål-Selskabet havde fået til at indlede debatmødet om sproglove og sprogpolitik forud for generalforsamlingen den 14. maj. Arne Rubensson som pioner fra den svenske netværksforening Språkförsvaret og Sabine Kirchmeier-Andersen som direktør for Dansk Sprognævn havde fået hver 20 minutter til at præsentere deres baggrund, tale generelt om sprogpolitik og give aktuel status for begrebet sproglov. Begge havde meget på hjerte, så det blev koncentrerede oplæg med flittig brug af plancher og forsigtig skelen til bestyrelsesmedlem Adam Hyllested, der som ordstyrer skulle holde styr på både tidsrammer og ordstrømme. Og hos tilhørerne krævede det skærpet opmærksomhed at følge med i de vidensmættede oplæg, der blev fremført på velklingende svensk og dansk.
Svensk, men ikke dansk sproglov
Det var efter at de svenske borgerlige partier havde gjort en sproglov til et valgspørgsmål, at den svenske rigsdag enstemmigt vedtog den svenske sproglov, som trådte i kraft den 1. juli 2009. Forud havde Sverige ved optagelsen i EU været i den absurde situation, at der fandtes fem officielle minoritetssprog, men intet officielt hovedsprog i Sverige, mens svensk var officielt sprog i Finland. Den svenske sproglov er en kortfattet rammelov, der kun er obligatorisk for den offentlige sektor. Språkförsvaret fører en løbende kampagne med afslørende eksempler på sproglovens åbenbare mangler. Generelt har sprogloven dog været med til at skærpe den sproglige opmærksomhed og debat i Sverige.
I Danmark nedsatte den daværende regering i 2003 og 2007 to sprogudvalg, der hver afsluttede deres arbejde med en rapport (”Sprog på spil” i 2003 og ”Sprog til tiden” i 2008). Ingen af rapporterne anbefalede en egentlig sproglov, men gav en række anbefalinger til styrkelse af sproget. Et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti i 2006 om at arbejde for en dansk sproglov førte til udvalgsrapporten ”Sprog til tiden”, og i februar 2012 har Dansk Folkeparti bebudet en genfremsættelse i efteråret 2012 af sit beslutningsforslag. Dansk Sprognævn har i foråret 2012 opdateret sit sprogpolitiske notat med et overblik over udviklingen siden 2008.
Det danske sprog er ikke nævnt i grundloven, og der findes ingen overordnet sproglov, hvorimod der findes sproglige bestemmelser i mange andre love og cirkulærer. Mens der i Europa er 37 forfatninger med bestemmelser om sprog, er der i ni landes forfatninger ingen bestemmelser om sprog, heriblandt Danmark, Island, Holland, Storbritannien, Tjekkiet, San Marino, Vatikanet, Serbien og Montenegro! Der kan være fire formål med en lovmæssig sammenfatning af de sproglige rettigheder: Det kan være 1) nationalistisk (som i Østeuropa), 2) for at fastholde intern politisk stabilitet (i lande med befolkningsgrupper med hver sit sprog som fx Finland, Belgien), 3) for at sikre international stabilitet i grænseområder (fx er det tyske mindretals sprog i Danmark sikret bedre end det danske!) og 4) beskyttelse af lokalt forankrede minoriteter (som fx samisk, finsk, romani og jiddisch i den svenske sproglov).
Unødig anvendelse af engelsk
I Sverige er Språkförsvaret særligt bekymret over den unødvendige anvendelse af engelsk i stedet for svensk i forretningsverdenen gennem reklamer, fjernsyn, film og internettet. Språkförsvaret forbereder derfor en publikation om emnet, som skal henlede opmærksomheden på denne undergravning af det svenske sprog i håbet om at øge befolkningens sproglige medansvar så meget, at kunderne vender sig bort fra virksomheder med unødigt engelsk. Også i Danmark er der bekymring over den ukritiske brug af engelsk og uvanernes hurtige spredning via massemedier og internet. Udviklingen er svær at bremse, men Sabine Kirchmeier-Andersen nævnte et enkelt eksempel på, at det trods alt kan nytte at gå imod strømmen. Tilbage i 2001 blev det foreslået at bruge ordet ”valgstedsmåling” i stedet for ”exit poll”, og ti år senere har det kunnet konstateres, at det danske udtryk bruges hyppigere end det engelske.
Til kamp mod forkert og utydeligt sprog
Efter indledernes oplæg efterlyste flere af tilhørerne en øget indsats for at imødegå det dårlige og forkerte sprog i både de mundtlige og skriftlige medier. Sabine Kirchmeier-Andersen mindede om sprogets evige udvikling, hvor den ældre generation altid har været kritisk overfor ungdommens sprog. Gennem retskrivningsordbøger og støttet danskundervisning søger Dansk Sprognævn at vejlede, men gør sig ikke til dommer, og tilsvarende blander Språkförsvaret sig heller ikke i befolkningens udtale og stavning i respekt for dialekternes fortsatte eksistens.
Begge indledere var dog enige om, at de ældre generationer skal fortsætte med at påpege fejl og mangler for derigennem at øge opmærksomheden omkring sprogets udvikling, ikke mindst når det gælder udtalen. Suppleant Niels Bjerring fandt, at hurtig og sjusket udtale af korte og lange vokaler ødelagde forståelsen, og han nævnte som eksempel den nye danske film ”En kongelig affære”, hvor en trediedel af replikkerne simpelthen var uforståelige og burde have haft danske undertekster.
Udviklingen i de nordiske talesprog er præget af slaphed i taleorganerne med sænkning af vokalerne, der især har påvirket det danske sprog og dermed bidraget til stigende vanskeligheder i nordboernes gensidige forståelse af hinandens sprog. Begge indledere opfordrede derfor til at genoptage tidligere tiders undervisning i og interesse for de nordiske nabosprog. Det kunne også ske gennem besøg på nabolandenes fjernsynskanaler eller blot ved at lytte på rejser i nabolandene. Meget tyder på, at man ved at inddrage norsk og svensk som optakt til undervisningen i fremmedsprog kan støtte indlæringen i andre fremmedsprog.
Henrik Munck
(Publicerad i Sprog & Samfund nr 2/2012 - här med författarens tillåtelse)
